LGBTQ+ Sønderborg deltager i tysk pride: “Europa er i forandring”
Når gaderne i Flensborg den 17. maj fyldes med regnbueflag, musik og kampråb under årets CSD Flensburg, vil der igen i år være dansk repræsentation blandt deltagerne. For tredje gang deltager foreningen LGBTQ+ Sønderborg i den tyske pride, og det sker med et klart budskab om solidaritet og synlighed på tværs af grænser.
Forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, understreger vigtigheden af at bakke op om pride-arrangementer – både store og små – i en tid, hvor rettigheder for LGBTQ+ personer trues flere steder i verden.
“Jeg synes med de tilbageskridt der sker rundt om i verden, er det vigtigt at støtte op om pride-organisationerne, små eller store. Jeg mener, at vi lige nu ser et Europa i forandring, med Ungarn der helt forbyder prides, til Tyskland hvor debatten går på at forbyde regnbueflaget i nogle delstater – og dermed en underbevidsthed om, at man ikke ønsker LGBTQ+ personer i disse områder,” siger han.
CSD Flensburg (Christopher Street Day) har længe været et samlingspunkt for queer-personer og deres allierede i den dansk-tyske grænseregion. LGBTQ+ Sønderborgs deltagelse markerer ikke bare naboskab, men også en fælles kamp for frihed, lighed og retten til at være den, man er – på begge sider af grænsen.
“Det handler ikke kun om fest og farver, men også om protest og tilstedeværelse,” tilføjer Niels Christian.
Med et politisk klima i forandring i flere europæiske lande, sætter LGBTQ+ Sønderborg et vigtigt fokus på, at rettigheder ikke kan tages for givet – heller ikke i Europa.